Vælg en side
Skt. Hans tale ved Næsbjerg Spejderne

Skt. Hans tale ved Næsbjerg Spejderne

”Jeg er en heks!” Måske var det sådan Maren Spild sagde, da hun endelig – efter 9 måneders tortur i Blåtårn – gik til den bekendelse, som hendes bødler ønskede. Eller også brugte hun tidens ord – troldkvinde, troldkælling eller ”satans kælling”.

Maren Splid, som i øvrigt var født ikke så langt herfra i Grimstrup sogn, var gift med en dygtig skrædder og værtshusholder i Ribe. Hun var kendt som en del af det gode borgerskab og var velhavende og respekteret. Men Maren Splid var også selvstændig, temperamentsfuld og rapkæftet. Det kommer vi tilbage til.

I Ribe boede også en anden skrædder, Didrik Skrædder, og han var ikke nær så dygtig som Maren Splids mand. Didrik skrædder var fattig. I 1636 blev Didrik syg med opkast, krampeanfald og stumhed. Det kunne næppe være naturligt, mente man. Da kom Didrik i tanke om, at hans succesrige konkurrents kone, Maren Splid – 13 år tidligere – under et skænderi havde lovet ham en ulykke.

Nu er det jo mange år siden, at denne fortælling udspiller sig. Og tiden havde en betydning for hele sagen. For tiden var præget af krig efterfulgt af krig, fattigdom og pandemier som f.eks. den frygtede pest. ”Når krybben er tom bides hestene,” siger vi. Og det var det, der skete. Man var bange og bekymret. Og det kunne være svært at finde meningen i livet for slet ikke at tale om at finde noget at leve af.

Maren Splid blev efter sin bekendelse – efter tortur, eller pinligt forhør, som det blev kaldt – idømt at blive brændt på bålet for at have bedrevet trolddomskunster. Og Maren Splid blev således brændt på bålet – som vores heks vil blive det lige om lidt – i november 1641.

Lad os ikke dvæle for meget ved tanken om, at Maren Splid måske havde klaret sig bedre, hvis hun havde været knap så selvsikker og i stedet været en blid og føjelig kvinde. Det var dengang! Dét bliver man ikke brændt for i dag. Ikke på bålet i hvert fald.

”Jeg er en heks,” sagde Maren Splid. Men hvis Maren Splids forbrydelse bestod i, at hun var selvstændig, veltalende og temperamentsfuld, så er hun nok ikke den eneste, der bør sige: ”Jeg er en heks.” Jeg kender i hvert fald en enkelt mere, der så må gå til bekendelse og sige: ”Jeg er en heks”.

Fra Didrik skrædder begyndte sine først indirekte anklager og undergravning af Maren Splids position i samfundet og til Maren Splid endelig blev brændt på bålet gik der 5 år. Det startede med indirekte anklager, bagtaleri, bagvaskelse – altså en måde at få opbakningen og støtten til Maren Splid til at smuldre. Sidenhen blev anklagerne tydeligt udtalt, og sagen endte sågar i retten. Hvor den dog i første omgang ikke førte til noget. Men efter foretræde for kongen fik Didrik Skrædder sagen genoptaget. Og på det tidspunkt var Maren Splids navn så tyndslidt, at ingen længere ville bakke hende op. Hun endte i Blåtårn og sidenhen på bålet. Men det tog altså 5 år.

Sådan foregår det ikke i dag! I dag tager det ikke 5 år at blive undermineret og udskammet, som vi kalder det i dag. Med de sociale mediers indtog er den tid drastisk beskåret. Facebooks stifter Mark Zuckerberg drømte måske nok om at give demokratiet en spand kul ved at lade alle mand eje en mediekanal. Alle kan udgive sine tanker på skrift, næsten førend tankerne er tænkt færdig… Men Facebook og andre social medier er blevet andet og mere end en demokratisk katalysator, hvor censuren er fraværende. Det er også blevet en mulig offentlig gabestok, kun reguleret af det enkelte menneskes moral. I dag kan man hurtigt blive dømt – eller brændt om man vil – på de sociale medier – det tager ikke 5 år. Eller man kan blive vildledt af ”trolde”, som spreder usande budskaber med det formål at underminere samfundets sammenhængskraft og befolkningens tillid til autoriteterne.

På den måde ligner Maren Splids historie, nogle fortællinger som vi kender i 2021. Vi lever også i en tid med store omvæltninger og mange usikkerheder. Vi er stadig i gang med at overleve og bekæmpe en pandemi, som vi på mange måder er uforstående overfor, og som har sat en dæmper på vores muligheder for at mødes. Vi har ikke haft mulighed for at mødes og tale sammen og i dialog skabe mening i galskaben. ”Det er en underlig tid, vi lever i,” siger vi til hinanden.

Og det er det. Og den underlige tid har i den grad givet næring til mistroen i samfundet, konspirationsteorier og generel usikkerhed. Det sidste halvandet år er vi hver dag blevet bombarderet med nyheder eller analyser, hvor fakta fremlægges. Men vi er også blevet bombarderet med tilfældige personers tilfældige overvejelser. ”Er Christian Eriksen blevet vaccineret?”, ”Kom Corona-virussen fra et kinesisk laboratorium?”, ”Tror Sundhedsstyrelsen selv på effekten?,” eller den gængse: ”Politikerne ved ikke noget om det, de træffer beslutninger om.” Og så videre og så videre. Trolde og hvad jeg vil kalde ”tilfældige tåber” sætter lus i skindpelsen og morer sig ved at se andre skændes.

Helt ærligt: Vi løser ikke noget, ved at lade os føre i totterne på hinanden eller nedgøre hinanden. Lad os mødes i dialog og sammen skabe en fortælling, som vi kan trøste og styrke os ved. Så vi forstår, at der måske ikke er nogen mening med det hele, men at vi ikke skal miste håbet og livsmodet af den grund. Så vi sammen kan udholde de prøvelser, som vi bliver udsat for. Uden at vi brænder nogen af undervejs. Og lad os sammen styrke vores kritiske sans og vores moralske kodeks. Så vi ikke selv bliver hekse eller trolde.

Lad os glædes over, at heksebrændingerne ebbede ud de følgende 50 år efter Maren Splids afbrænding. At fornuften vandt. Og lad os også hjælpe os selv og hinanden med at lade fornuften vinde på de sociale medier. Se ingen kaldes ”en satans kælling”. Og så troldehærerne kæmper forgæves.

Jeg håber, at vi altid vil bruge midsommeren og Skt. Hans til at være anledning til at mødes! Hvor vi mødes og synger! Hvor vi mødes, synger og snakker sammen. Og hvor den magiske følelse, der opstår, når nætterne – der ellers er mørke – er lyse, hjælper os til at se lyset og letheden, som livet også rummer.

I fællesskabet kan vi holde frygten for det ukendte og det fremmede fra livet – derfor mødes vi om bålet og derfor synger vi sammen. I fællesskab om Drachmanns midsommervise kan vi holde hekse og trolde fra livet med glædesblus – med spejderbål.

God midsommer. God sommer.