Vælg en side

Det er paradoksalt og uansvarligt, at regeringen og Folketinget ikke har drøftet og forberedt efterårets tiltag for at undgå spredning af Corona.

Til hverdag holder medlemmerne af Folketinget og skiftende regeringer sig sjældent tilbage med at ville bedrive kommunalpolitik. Fra Christiansborg fastsættes antallet af møder, der skal afholdes med ledige; normeringerne i daginstitutioner; forældres muligheder for fravalg af madordninger i børnehaver, osv. Alt sammen emner, der burde aftales og styres lokalt.

Nu har vi virkelig behov for et Christiansborg, der på bedste demokratiske vis har drøftet landets udfordringer som følge af Corona-pandemien og forberedt sig på udfordringerne. Vi har brug for et Christiansborg, der med en regering i spidsen, har forberedt sig på, hvordan vi nationalt vil håndtere danskernes sundhed og vores samfunds overlevelse igennem Corona-pandemien.

Men hvad får vi? Et Christiansborg, der med en egenrådig regering i spidsen, håndterer viden fra dag til dag. Et Christiansborg, der møder fuldstændigt uforberedte ind: Ingen har drøftet forskellige scenarier og muligheder; ingen har aftalt, hvilke tiltag der bliver udløst af hvilke situationer, og regeringen har ikke sørget for lovhjemmelen for et iværksat tiltag.

Med forlov: Kommunerne er fuldt kompetente til at styre kommunerne. Vil Christiansborg venligst tage sig af at styre landet? Det har vi brug for!